At gøre det umulige muligt
I sommeren 2022 planlægger Henrik Elsig Andersen at løbe solo fra Sydfrankrig til Roskilde. En tur på 1.800 km, der skal gennemføres på blot 4 uger. Med sine flere end 30 års løbeerfaring og en dåbsattest fra 1966 har Henrik en hel del erfaring, men har først i en sen alder kastet sig over ultraløbene. I denne artikel fortæller Henrik om hvordan idéen til projektet opstod, om sine løbeerfaringer og hvordan et så stort projekt kombineres med en travl hverdag. I efterfølgende artikler vil Henrik skrive om sine forberedelser og til sin tid om selve gennemførsel af løbet.
Ultraløb rimer på udfordringer
Trailmagasinet bringer lejlighedsvis artikler om personer, som sætter sig en målsætning, omsætter det til en plan og forfølger planen. Henrik E. Andersen er et godt eksempel på dette. Hvad er det som bevæger ultraløbere til at kaste sig ud i den type projekter, som på mange kan synes vanvittige og umulige på samme tid. Læs Henriks historie.
Henrik E. Andersen Erhvervspsykolog og ultraløber – tanker om at forene ultra med et civilt liv og forene det i et projekt med løb fra Frankrig til Roskilde.
af Henrik Elsig Andersen
Ikke flere Marathon eller …
Jeg skulle egentlig løbe mit sidste maraton den 28. april 2019 og det skulle finde sted i London. Faktisk havde jeg allerede inden London besluttet at lægge maraton distancen på hylden efter nogle miserable løb i Barcelona og Hamburg, hvor jeg ganske vist gennemførte, men i tider meget langt fra mine tidligere præstationer.
Ikke at disse tider har været særligt prangende, men dog i den respektable ende med PB på maraton på 3t20m i mine yngre år. Jeg fik derfor overbevist mig selv om, at jeg efterhånden var blevet for gammel til så lang en distance. Jeg havde dog glemt, at jeg 5 år tidligere var blevet skrevet på venteliste til London Maraton, men da jeg ved årsskiftet fik opringning fra rejsebureauet besluttede jeg mig for at tage en allersidste tur i manegen. Denne gang skulle jeg dog være i form til at gennemføre hele turen i løb og på den måde takke værdigt af på den lange distance.
Jeg fik løbet en del kilometer og bragt kampvægten lidt ned og endte da også med at gennemføre i rimelig stil. Som min engelske ven sagde efter løbet med vanlig britisk humor, ”imponerende at du løb i 3 timer og 68 minutter”. Han foreslog også, at vi løb maraton sammen året efter, hvilket jeg i begejstringens rus over at have overlevet endnu et maraton løb sagde ja til. Så jeg måtte holde formen ved lige, men dog ikke mere end at de få tabte kilo hurtigt sneg sig på igen.
Smid lige 5 kg foreslog min kone
I november samme år foreslog min kone, at jeg inden julens indtag af kalorier lige smed 5 kilo. Et hurtigt kig i spejlet viste med al tydelighed, at det var en god idé. Det var egentlig her grundlaget for mit Frankrigsprojekt blev skabt, idet der hen over de næste uger blev der ugentligt smidt ét kilo med en kombination af kostomlægning og motion.
Nu lyder kostomlægning så fornemt, men egentlig bestod det blot i at spise mindre, undgå søde sager og pommes fritter. Så opskriften var enkel, men samtidig meget virkningsfuld. På blot 12 uger ramte jeg mine 80 kg, som jeg gennem hele mit voksenliv har ment var min ideal vægt. Denne gang var noget dog anderledes og kiloene fortsatte med at rasle af gennem de næste måneder og lagde sig til ro på 73 kg.
Nu lyder kostomlægning så fornemt, men egentlig bestod det blot i at spise mindre, undgå søde sager og pommes fritter. Så opskriften var enkel, men samtidig meget virkningsfuld. På blot 12 uger ramte jeg mine 80 kg, som jeg gennem hele mit voksenliv har ment var min ideal vægt.
Løbefællesskabet kan både inspirere og anspore og det er et tankemæssigt frirum, hvor erfaringer deles.
Om at løbe i et fællesskab
Jeg kunne med det samme mærke forskel på mit løb og kunne både løbe hurtigere og længere end før. I starten af 2020 begyndte jeg at løbe i vores lokale klub i Roskilde, IK Hellas, og det har været et forrygende fællesskab at blive en del af. At kunne nørde og tale løb med ligesindede er virkelig dejligt, da interessen fra folk, der ikke løber hurtigt forsvinder når snakken falder på løbeemner og de får dette verdensfjerne blik og man kan se, at de tænker ”har du virkelig ikke noget mere begavet at bruge tiden på”. Samtidig har det også været ekstremt motiverende at løbe med andre med al den variation det giver.
……”har du virkelig ikke noget mere begavet at bruge tiden på”……
Der sker noget når træningsmængden passerer 60 km pr uge
Med mere end 60 km løb om ugen begyndte maraton distancen at være langt mere overskuelig og håndterbart. Jeg løb mit hurtigste maraton i tre årtier med en tid på 3.29.59 i Frederikssund. Med de mange gode træningspas i IK Hellas samt solide halvmaraton tider på omkring 1t35m havde jeg glemt hvor hårdt et maraton rent faktisk er og endnu engang formåede jeg at overvurdere mine egne evner. Jeg løb derfor alt for hurtigt på første halvdel, men formåede dog at ramme et tempo, der på sekundet bragte mig under de 3t30m. En tid som i mange år havde været total uopnåelig. og herfra begynder der at ske noget…..
Den mentale grænse var blevet flyttet – mod større mål
I jagten på nye og større udfordringer begyndte jeg at snuse til løb udover maraton distancen. Når nogen har spurgt mig hvorfor jeg var løb maraton har jeg tit svaret, at det har noget med usikkerheden at gøre. Distancen er så lang, at man aldrig ved om man rent faktisk kan gennemføre den. Man kommer ud på overdrevet og skal virkelig kæmpe en indre kamp for at komme igennem. Pludselig stod jeg i en situation, hvor det ikke længere var tilfældet.
Jeg var i en form hvor jeg hvert øjeblik kunne rejse mig fra stolen og løbe et maraton. Jeg er indrettet på den måde, at jeg motiveres af store udfordringer og desværre bliver det jo en endeløs jagt på den næste store udfordring. Det er på mange måder ret frustrerende ikke bare at kunne nyde det man har opnået, men desværre er det ikke en del af min natur.
Jeg var i en form hvor jeg hvert øjeblik kunne rejse mig fra stolen og løbe et maraton.
Vildere, længere og mere ekstremt – marathon er ikke længere nok
Jeg indså derfor, at der skulle vildere ting til. Et forsøg nogle år tidligere med 6 timers løb i Albertslund havde bragt mig ud på 54 km, men ellers havde jeg aldrig løbet længere end maraton. Jeg eksperimenterede lidt med længere distancer og opdagede at med en kombination af løb og korte gangperioder samt indtag af næring undervejs bliver de lange løb langt mere overkommeligt. Langsomt begyndte idéen om at gennemføre et 100 km’s løb af tage form. Grundet Corona blev stort set alt aflyst, så i sidste ende arrangerede jeg selv turen.
Den første lange tur – en kamp der blev vundet
Den 31. oktober 2020 løb jeg en fantastisk tur op gennem Sønderjylland ad hærvejen. Min datter og svigersøn stod klart med kørende depot hver 10’ende kilometer og fra 60 km fik jeg endda selskab på løbeturen. De første 85 km gik rigtig godt. Jeg kunne spise masser af mad undervejs uden at få problemer med maven, selvom Gel nummer tyve ikke smagte helt så godt som den første.
Ved 85 km begyndte min lyske at smerte og ved 90 km stoppede jeg for at strække ud. Det skulle jeg nok aldrig have gjort for derefter var det stort set umuligt at løbe. Det, der lignede en tid på 11 timer, endte på 12 timer inden jeg kunne humpe forbi den legendariske Lokal Brugs i Bække og kort efter passere målstregen i stor triumf. Da jeg endelig stod stille, kunne jeg stort set ikke bevæge mig og jeg har aldrig nogensinde været så fysisk smadret og samtidig så glad og lettet.
Den første lange tur måtte Henrik Andersen selv arrangere – Den var på 100 km
Jeg var helt overbevist om, at jeg aldrig mere skulle ud på sådanne distancer. Efter god mad, et par glas vin og hyggeligt selskab kørte jeg dagen efter retur til Roskilde.
Jeg kunne knap nok komme ind i bilen og var fortsat smadret. Jeg holdt hvil i Nyborg for at strække ud inden den farefulde færd over Storebæltsbroen, hvor jeg frygtede at gå i krampe midt på broen. Jeg kom dog hjem uden uheld og allerede næste dag kunne jeg mærke en markant forbedring.
En kort testtur efter et langt løb bekræftede et par ting
Benene var relativ friske og en kort test-tur viste heldigvis at lysken problemet blot havde været muskelsmerter og ikke en egentlig skade. Jeg løb 5 km og til min store overraskelse i et fornuftigt tempo.
Jeg indså, at jeg åbenbart var god til to ting; at spise under løbet og restituere efter løbet. Begge dele er ret vigtige faktorer ved ultra- og flerdagesløb, så selvom det havde været hårdt at løbe 100 km føltes det helt ok at løbe 60 km, også selvom det skulle gøres hver dag i flere dage.
Jeg indså, at jeg åbenbart var god til to ting; at spise under løbet og restituere efter løbet.
Henrik E. Andersen. For en ultraløber er det særlig vigtigt at kunne løbe flere dage i træk og kunne indtage mad og energi undervejs.
Hvordan ultra kan forenes med et aktivt arbejdsliv
Jeg overvejede hvordan jeg kunne kombinere sådan et projekt med mit arbejdsliv. Jeg arbejder som erhvervspsykolog og kan i et vist omfang planlægge min arbejdsdag, men i praksis er det svært at være væk i mere end 4 uger og det skal i så fald være i sommerferien, hvor aktivitetsniveauet generelt er lavt. Derfor måtte dette være den øvre grænse for turens varighed og det bedste tidspunkt jobmæssigt er i juli/august.
Foto af bjergbyen hvorfra tog vil tage sin start. Hautpoul, der ligger lige udenfor Mazamet i Languedoc, Frankrig. Bjerget har været beboet siden år 400, hvor den første borg blev bygget. Omkring år 1200 blev byen en del af korstogene, som den katolske kirke i Rom gennemførte mod andre trosretninger.
Det bliver helt sikkert varmt at løbe op gennem Europa på den årstid, men jeg har heldigvis altid været ok med at løbe i varme. Jeg er også helt indstillet på at mange weekender skal bruges på at løbe 1-2 maraton distancer, ligesom både tidlige morgener og sene aftentimer skal tages i brug efterhånden som træningsdistancerne bliver lange.
I ferierne frem mod løbet kommer jeg heller ikke til at kunne ligge på den lade sig, men med mit rastløse sind er det nu heller ikke kutyme. Jeg er med andre ord indstillet på, at et så stort projekt ikke kan gennemføres uden visse afsavn og naturligvis kræver det en ekstraordinær indsats at gennemføre. Hvis det var nemt, var det jo ingen sag og så ville en stor del af fascinationen forsvinde for mig.
Fascinationen er netop, at det virker ret umuligt at gennemføre i min fremskredne alder og at jeg ved, at trods alle forberedelserne vil projektet hele tiden være præget af stor usikkerhed.
Det nemmeste er at træffe beslutningen
Jeg var derfor klar til den nemmeste del af projektet, nemlig at træffe selve beslutningen om at ville løbe fra Sydfrankrig til Roskilde. Da den første eufori over at have truffet beslutningen havde lagt sig begyndte jeg at forstå omfanget af projektet. Igen bestod opgaven i at gøre det umulige muligt.
Jeg begyndte at fokusere på alt det praktiske i forhold til logistik, træningsprogram med mere og jeg blev hurtigt klar over, at et projekt af dette omfang er ekstremt risikofyldt. Der er med andre ord rigtig mange ting, der skal gå godt for at projektet lykkes og kun ganske få ting, der skal gå galt for at projektet forliser.
Hautpoul – fra denne bro har turen sit udspring, og danner starten for dette projekt.
God forberedelse var helt afgørende men hvordan pokker forbereder mig sig på sådan en tur? Jeg var hurtigt klar over, at jeg måtte have hjælp fra langt mere kompetente mennesker end jeg selv. Jeg kunne huske at jeg for nogle år tilbage havde læst et par spændende bøger om en dansker, der hele to gange løb jorden rundt. Jeg søgte på nettet, fandt frem til Jesper Kenn Olsen og skrev til ham om mit vanvittige projekt, der jo ligner en søndagsudflugt sammenlignet med Jespers bedrifter. Stor var glæden, da han skrev positivt tilbage og tilbød sin hjælp. Det virkede stadig umuligt, men nu var der i det mindste adgang til kompetent hjælp i forhold til forberedelse og planlægning.
Jeg glæder mig til at skrive mere om alt dette i næste artikel. Du kan også følge projektet i FB-gruppen ”Mazamet Roskilde løb 2022”
Henrik E. Andersen Erhvervspsykolog og ultraløber – tanker om at forene ultra med et civilt liv.
Fakta Henrik Andersen
Navn: Henrik Elsig Andersen
Alder: 54 år
Uddannelse: Cand. Psych.
Job: Erhvervspsykolog og arbejder med vurdering og udvikling af ledere og lederteams
Bosiddende i Roskilde, Gift med Mona på 27’ende år, sammen har vi to store børn, der begge er flyttet hjemmefra. Bosiddende i Roskilde. Fritiden går med løb, hvor jeg er medlem af IK Hellas. Løber i snit 80-100 km per uge
Du kommer til at kunne læse flere artikler om Henriks projekt hos Trailmagasinet
Trailmagasinet udgives i samarbejde med Løberejser
