Hvad er ultraløb – og hvorfor er vi vilde med det?
Der var engang, hvor maratonløbet var det ekstreme. Noget, som kun de sejeste kastede sig ud i, og noget, som man med stolthed skrev på CV’et. Der skal ikke herske tvivl om, at det stadig er en stor bedrift at løbe et maraton. Men der er i dag en kraftigt stigende tendens til, at der nu helst skal et ”ultra” foran løbet.
På Trailmagasinets redaktion er vi da i dag også flere ultraløbere. Og vi vil i fremtiden skrive endnu mere om ultraløb, der, selvom det er steget eksplosivt i popularitet de seneste år, stadig har et kæmpe udviklingspotentiale foran sig. En udvikling som vi glæder os til at følge og være med til at drive i Danmark!
Så velkommen til den første artikel af mange flere omkring ultraløb. Og hvad mere passende end at lægge ud med at se på, hvad det egentlig er, det handler om?
Tor des Geants – et af de mest ikoniske ultraløb i verden. En ”lille” trail på 330 kilometer, med 24.000 samlede højdemeter, som løbes non-stop gennem Aostadalen i Italien. Foto: www.tordesgeants.it
Former for ultraløb
Et ultraløb er per definition et løb, der er længere end et maraton, altså længere end 42,195 kilometer. Ultraløb går normalt ud på at løbe en på forhånd fastlagt distance, typisk 50 kilometer, 100 kilometer, 50 miles (godt 80 kilometer), 100 miles (godt 160 kilometer) eller 200 miles (godt 320 kilometer). Eller længere. Der er en tendens til, at distancerne vokser.
En anden kategori af ultraløb går ud på at løbe så langt, man kan, inden for en given tid, typisk 6, 12, 24, 48 eller 72 timer. Der findes også flerdages løb, hvor deltagerne enten løber en fastlagt etape hver dag eller dækker flere hundrede (eller tusinde) kilometer ud i ét, idet de selv administrerer, hvordan de vil bruge deres tid. Senest er også Backyard-konceptet kommet til, hvor man løber et mindre loop hver time, indtil der kun er én løber tilbage.
Ultraløb er ofte lidt af det hele
Ultraløb kan være organiseret på vej, i et begrænset geografisk område eller på et stadium. Men det er som oftest trailløb, der fører deltagerne ud i naturen. Der er en tendens til, at terrænet bliver mere og mere ufremkommeligt. Death Valley, Antarktis, Sahara eller Himalaya danner alle kulisser for internationalt kendte ultraløb. Herhjemme har vi, trods manglen på ekstremer, også mange fantastiske kulisser at løbe ultra i. Ingen nævnt, ingen glemt. Det bugner i dag med spændende danske ultraløb, som vi glæder os til både at deltage i og at skrive mere om!
Trail og ultra har en fælles berøringsflade og tiltrækker ofte de samme mennesker. Det handler om at udfordre sig selv og samtidig udforske naturen, og der er ingen tvivl om, at netop kærligheden til naturen er en stor fællesnævner.
Men hvad er det ellers, der gør, at det lige er ultradistancen, der trækker?
Muligheden for at fejle.
I forbindelse med min bog, ”Ultrakvinderne – om seje kvinder og ekstreme løb”, så jeg nærmere på, hvad der driver folk til at løbe længere og længere. At presse sig selv til grænsen for, hvad der er menneskeligt muligt. Og lidt til. Og selv om der er mange forskellige bevæggrunde, så er der alligevel, i tillæg til kærligheden til naturen, én stor fælles motivationsfaktor, nemlig muligheden for at udfordre sig selv. Og faktisk for at fejle!
Helt ude på spidsen af ultraløbsskalaen finder man The Barkley Marathons. Det er ultraløb i sin absolut reneste form. Det er ikke blot et vanvittigt krævende løb, det er også et løb, der er stort set umuligt at gennemføre. Faktisk er der kun 18 mænd (endnu ingen kvinder), der nogensinde har gennemført løbet, siden det blev afholdt for første gang i 1995.
Det er i denne (næsten) umulighed, at man finder nøglen til ultraløbets popularitet. Ultra appellerer ofte til (karriere)mennesker, som kommer fra en travl og krævende hverdag. De er vant til at være i kontrol og til at nå de mål, de sætter sig. Vant til succes. I ultra er der derimod et enormt usikkerhedsaspekt. Og netop usikkerhedsaspektet er en del af eventyret.
Ultra appellerer ofte til (karriere)mennesker, som kommer fra en travl og krævende hverdag. De er vant til at være i kontrol og til at nå de mål, de sætter sig. Vant til succes.
I ultra kan man ikke kontrollere det hele. Man kan ikke forudsige sine splittider på minuttet eller planlægge i mindste detalje, hvad man skal spise, når man har været i gang i mange timer. Man ved ikke, hvad terrænet har at byde på, hvordan vejret vil arte sig, hvordan kroppen vil have det, om maven vil strejke, eller om det mentale vil svigte. Man bliver ganske enkelt nødt til at satse og kaste sig up på dybt vand. Og netop det har en stor tiltrækningskraft på et stadigt stigende antal mennesker i vores moderne samfund.
Som led i min research, faldt jeg over de følgende udsagn fra ultraløbere, der blev spurgt om, hvorfor de dog udsætter sig selv for noget så uforudsigeligt, somme tider svært og til tider endda smertefuldt, som ultraløb kan være. Her er hvad de svarede.
- ”Fordi det er muligt at fejle, hvilket driver os til at ville overvinde os selv. Det gør sejren des sødere.”
- ”Fordi smerten ved løbet er bedre end alle andre former for smerte, som jeg plejede at føle, før jeg begyndte at løbe ultra og fik styr på min krop og mit sind.”
- ”Fordi mennesker har brug for udfordringer her i livet.”
- ”Fordi de fleste tænker, at det er umuligt.”
- ”Fordi jeg ville opleve en ny form for intensitet og se, hvor langt jeg kunne presse mig selv i en vanskelig periode i mit liv. Det er en god følelse at opleve, at du godt kan bevæge dig fremad, selvom alt er imod dig.”
- ”Jeg har altid været på den sikre side i mit liv. Nu er det tid til at træde ud af boksen.”
Lidt stof til eftertanke. Og hermed samtidig en opfordring til alle om at løbe lidt længere og måske endda kaste sig ud i en ultra i 2021. Hvem ved, hvad der kan ske, og hvad det måske kan føre til!
tekst Mette Birk Jensen, Masterrunning.dk og ultraløber
