Brug af personlig løbetræner – en genvej til mere fokus, til inspiration og til vidensdeling?
Inspireret af kommentar hos Løbemagasinet af 10. oktober (Facebook) med henvisning til kommentar bragt hos dr.dk Indland den 10. oktober under overskriften.
”På sociale medier kan alle kalde sig personlig træner: ‘Det er det vilde vesten’
Hvordan kan det være at flere og flere efterspørger personlige løbetrænere
Dr.dk havde den 10. oktober et opslag i sidste uge, som fangede min opmærksomhed. Det handlede om den store udbredelse, der er blandt personlige trænere. Personlig løbetræner er som bekendt ikke en beskyttet titel og enhver kan sætte dette foran eller efter sit navn. Er det ok eller er det noget som kalder på regulering.
Personlig løbetræner er som bekendt ikke en beskyttet titel og enhver kan sætte dette foran eller efter sit navn.
Vi træner i flok, og træneren er en kollektiv person med lige adgang
I en løbeklub er tingene organiseret således, at der er en række trænere, som igen er træner for en række løbere. Det kan variere i antal pr hold men alle i gruppen har samme træner, og mere eller mindre samme tilgang. Træning er oftest et kollektivt anliggende.
Der ligger ikke nødvendigvis nogle særlige kvalifikationer i det at være træner, måske har vedkommende taget et par kurser. Det kan være en skolelærer, en politimand eller en tidligere konkurrenceløber Der er bredde, der er mangfoldighed.
Der er næppe tvivl om, at der er og har været kvalitetsforskel, vi kender alle til, at den ene træner er bedre end den anden, det kender vi også fra klasseværelset, når vi taler om undervisere foredragsholdere og fortsæt selv rækkefølgen.
Personlige løbetrænere har et ønske om at gøre en forskel
Jeg har ikke dokumentation for, men jeg vil mene at flere og flere slår sig op på at være personlig (løbe)træner.
Det er ofte folk, der i den bedste mening forsøger at give egen viden og egen erfaring videre. I erhvervslivet kalder man dette for ”vidensdeling”. Jeg kan kun finde denne tilgang prisværdig.
Frivillighed og de bedste intentioner fritager naturligvis ikke for ansvar, og modtageren skal og bør være kritisk. Er dette den rigtige personlige træner for mig, er vedkommendes tilgang noget som jeg tror på, og hvilken baggrund har vedkommende for dette.
Frivillighed og de bedste intentioner fritager naturligvis ikke for ansvar, og modtageren skal og bør være kritisk.
Hvad er det som efterspørges, når man går til en personlig løbetræner
Her tror jeg svaret skal findes i et oprigtigt ønske om forbedringer på træningsfronten, et ønske om, at der tages afsæt i den situation man selv befinder sig i ”Det handler om mig og min situation”. En erkendelse af, at der er nogen, der har mere viden end jeg på dette område, at blive klogere er i enhver sammenhæng legitimt.
Det forpligter at andre har fokus på mig
Det at du har en personlig træningsplan, det forpligter. Det lægger et pres, at andre forventer, at du følger en anvist plan, du vil nødig skuffe. Derfor er en træner uanset vedkommendes kompetence en person, der kan være med til at motivere ved sin blotte tilstedeværelse.
Certificering kan føre til ensartethed og konformitet
Jeg er ikke sikker på, at det at være personlig løbetræner skal være noget man certificeres til. Det vil føre til ensartethed og konformitet. Der er næppe en facitliste for dette område, og dermed heller ikke en rigtig måde at gøre det på – det vil veksle fra person til person. Det som fungerer for mig fungerer ikke nødvendigvis for min nabo. Den personlige løbetræner kan således tage afsæt i den enkeltes situation.
Har du erfaring med brug af personlig træner? Hvordan oplevede du dette Hvis der en ting du skulle fremhæve ved at have en personlig træner, hvad skulle det så være?
Deltag i debatten.
