Anmeldelse

Runcast – en podcast om løb for løbere

Hvis du ikke allerede er bekendt med Runcast, så kan vi stærkt anbefale, at du tjekker den ud. Runcast er en guldmine af interessante podcasts ”om løb for løbere”, for nu at bruge podcastens egne ord.

Fra de mere tekniske om f.eks. brugen af wattmåling i løb, forskellige former for løbetests eller, selvfølgelig, en guide til junglen af løbesko; til de mere eventyrlige som afsnittet om Kristina Schou Madsens rekord på Kilimanjaro eller Heidi Egebjerg Johansens 4 maratons i 4 lande på 2 kontinenter. Fremhæves bør også podcasten om ultraløb som vejen ud af misbrug samt en række podcasts om de nye trends, der jævnligt dukker op og sætter sit præg på løbescenen, som OCR, charity running, ultraløb eller senest fastpacking.

Bag Runcast står en ægte løbeentusiast, Ole Thorning Jacobsen. Med egne ord ”en ivrig – ikke så hurtig løber”, som ”gennem årerne har konsumeret min andel af nyheder og baggrundsmateriale om løb.”

Ole er uddannet tv-journalist og gør en dyd ud af at gå journalistisk til værks. Han kæler for detaljerne i sine podcasts med underlægningsmusik og redigering, hvilket gør dem både strukturerede og utroligt lette at lytte til. Man taber ikke tråden, for Ole er der hele tiden som formidler til at samle op, konkludere og sikre, at interviewet fortsætter ud af det rette spor. Det gør en forskel fra de ofte mere uformelle og dialogbaserede podcasts og gør, at man kommer rundt om hele emnet og dermed lærer en masse.

Med et job som Senior Management Advisor på Aller A/S, har Ole absolut ingen planer om at skulle leve af Runcast. Det er og har altid være gratis at downloade Runcast-episoderne, og det hele er uden annoncer.

”Man kan sige det sådan, at Runcast er en drømmekloning af min interesse”, siger han, da Trailmagasinet fanger ham til en snak om succesen med Runcast.

 

Med tæt ved 111.000 downloads i dag, fordelt på 30 podcasts, er det ellers noget af en eksplosiv vækst, som Ole har formået at skabe med det, der i starten var et spædt forsøg med sønnens mikrofon og med skrattende lyd nåede ud til 30-40 lyttere i 2016: ”Hej mit navn er Ole. Jeg prøver at lave en podcast om løb”.

Men interessen er vigtigere end det kommercielle.

”Runcast er min undskyldning til at møde spændende mennesker og bede dem fortælle. Det vigtigste for mig er, at jeg altid går fra et interview beriget.”

”Det er fedt at folk vil åbne op og dele deres viden.”

Det kan vi kun, her på Trailmagasinet, være enige i. Og så ellers give Ole det sidste ord med en stor opfordring til vores læsere om at bakke op om initiativet.

”Det er mit håb, at I som lyttere kan li’ min idé og de Runcast, der efterhånden vil blive lagt på nettet. Jeg håber på masser af reaktioner og inspiration fra jer lyttere, og vil gøre mit bedste for at lave Danmarks fedeste podcast om løb for løbere”.

Her kan du finde Runcast

af Mette Birk Jensen