Løbsberetning fra et par trailløbere der har søgt udenfor komfortzonen – læs deres beretning. Begejstring kan smitte.

Trailmagasinet modtager meget gerne løbsberetninger, som vi videredeler. Det kan jo inspirere.

Denne fortælling er begået af Anders & Lise

Anders & Lise trail og adventure løbere

NAMB2 5.-6. Februar 2022

Som debutanter på NAMB, og på orienteringsløb med startnummer på maven, var det med forventningens glæde og lidt sommerfugle i maven, at vi tidlig lørdag morgen drog vestpå mod Mols bjerge og deltagelse i NAMB2 40. 

NAMB dækker over Nordisk Adventure Run Mols Bjerge, en skøn kombination af trailløb, orienteringsløb og Adventurerace. Det er orientering efter kort og kompas og væk fra stierne og ud i den smukke, rå natur. 

Løbet er for hold á to personer og løbes over to dage. Der tilbydes tre distancer 40, 60 og 80 km. Desuden er der mulighed for kun at  løbe om søndagen, hvor der også tilbydes distancer på 20, 30 og 40 km og 15 og 23 km trailløb på afmærkede ruter. 

Vi havde lagt nogenlunde forsigtigt ud og valgt de ca. 40 km fordelt på to dage. Det skal siges, at distancen er målt i fugleflugt mellem posterne. 

Efter Check ind drak vi en kop kaffe i solen og nød den smukke udsigt fra Karpenhøj Naturcenter, der dannede rammen om eventet. En forunderlig stemning af glade og forventningsfulde løbere og Night Campen der langsomt tog form. 

 

Stemningsbillede fra startområdet – man deltager med en makker, så allerede i startområdet skal der være styr på hvor har jeg nu min makker

 

Nu ville vi bare gerne afsted!!

Kl. 13 kørte bussen til startsted i Femmøller. I bussen fik vi udleveret roadbook, en liste over de poster der skulle findes i bestemt rækkefølge. Først på startstregen og med 1 minut til start fik vi kortet, ingen smugkigning der…

Udstyret med kort, kompas, roadbook og den smarte chip til at ‘bippe’ på posterne monteret på højre pegefinger, gik det bare derudaf. 

De første poster var nemme, det var bare at følge strømmen, men allerede efter 10-15 minutter, var der stor spredning i feltet.  Der er ikke en fast rute, holdet planlægger hele tiden selv ruten frem mod næste post. Hvilken vej skal vi vælge? Den korteste vej er ikke nødvendigvis altid den mest hensigtmæssige. Det kan ofte betale sig at løbe lidt længere for at undgå en stigning eller et svært gennemtrængeligt krat. Der er hele tiden ‘belønning’ når vi finder en post og både hjerne og krop holdes godt beskæftiget, en fed måde at løbe på!

 

Der er hele tiden ‘belønning’ når vi finder en post og både hjerne og krop holdes godt beskæftiget, en fed måde at løbe på!

 

Lørdagens tur blev for vores vedkommende til 26 km, 24 ud af 24 poster blev fundet. 

Vi løb både i skov, vådområder og de betagende flotte kuperede åbne områder i Mols Bjerge. En helt særlig oplevelse var det da en flok på 12-15 af de fritgående heste kom dundrende i fuld galop gennem bakkerne, wauw!

Betagende flotte kupperede områder

Heldigvis var vi næsten i mål ved mørkets frembrud og kun dagens sidste post blev fundet i pandelampens skær.

Vi havde fravalgt Night Camp i telt og skulle overnatte på Danhostel Ebeltoft ca. 15 minutters kørsel fra målområdet. Nu glædede vi os til et bad, mad og en god nats søvn.

Søndag Morgen

Søndag morgen efter kaffe og havregryn kørte vi tilbage til Karpenhøj Naturcenter hvor starten gik kl. 8.40. Morgenen bød på smukt vejr, kølig vind og lidt trætte ben. Ny roadbook, nyt kort og så afsted igen.

De første km gik langs stranden og derefter op, op og ind i Mols Bjerge. Dagens tur bød på mange højdemeter, utrolig smukke udsigter, forårssol, året første lærkesang men også et par iskolde hagl- og sludbyger der gjorde os kolde og våde. Heldigvis var de kortvarige og solen vendte tilbage. 

Efter 23 km og 29 ud af 29 poster var vi retur på Karpenhøj og i mål. Her ventede varm Gullasch tilberedt over bål, en kold øl og en velfortjent medalje. 

Vi var trætte men glade og overvældede af en helt igennem fed oplevelse. Vi endte lunt midt i feltet som nummer 5 ud af 11 mix-hold og en samlet sluttid på 8 timer og 34 minutter. Vi er mere end tilfredse med det resultat og især glade for, at vores teamwork og orientering fungerede perfekt så ingen poster blev misset. 

NAMB er et virkelig veltilrettelagt event, skønne mennesker og helt fantastiske naturoplevelser. 

Vi kan varmt anbefale NAMB og vil helt sikkert vende tilbage næste år. 

Anders Kold & Lise Marie Egesholm Olsen