Kan kvinder ikke (lide at) konkurrere?

Forleden kunne man i en artikel på dr.dk læse om, at ”flere kvinder dyrker motion i foreninger”. Godt nyt. Dog fik resten af overskriften mig op af stolen: ”her får vi snakket og sladret.”

Der kom med det samme nogle stereotyper op på nethinden (noget med kaglende høns blandt andet), som kun blev forstærket af den uddybende forklaring om, at kvinder skræmmes væk fra idræt pga. af konkurrenceaspektet. At de lider af præstationsangst. At de ikke har tid, fordi der er så meget andet de skal, for eksempel hente børn og lave aftensmad. Og at det, der nu trækker dem ud i idrætsforeningerne, er mulighederne for at ”hygge sig”.

Argh hvad? Gider vi kvinder kun dyrke motion, når vi kan ”sladre” samtidig? Overført til vores verden: gider vi kun ”hygge” os med løbet? Altså løbe rundt og sladre med veninderne og fremfor alt ikke presse os selv for meget eller, gud forbyde det, konkurrere?

Kvinderne kan godt

Altså, i sidste weekend vandt Stine Rex den danske udgave af Backyard Ultra. I USA hed vinderen Courtney Dauwalter. I sidste måned gennemførte Lone Friis, som den eneste, Danish Ultra, Danmarks hårdeste ultraløb på 350km rundt om Fyn. Sidste år vandt Jasmin Paris det ekstremt vilde Spine Race på 430km. Hun brugte pauserne i depoterne på at pumpe mælk ud til sin 14-måneder gamle baby.

Nu er jeg åbenlyst farvet af ultraløbsmiljøet, og det er, indrømmet, for letkøbt at hive nogle få ultrakvinder frem som bevis på, at kvinder tiltrækkes af andet end at ”hygge sig”, når de løber. Samtidig synes jeg, at det er farligt at hænge fast i klicheer og har et dybtfølt ønske om, at flere og flere kvinder får øjnene op for den glæde, der ligger i at presse sig selv fysisk og nå ”ud over kanten”.

Ultraløb i høj grad handler om mental styrke, hvor det er en mere og mere udbredt opfattelse, at kvinderne har en fordel.

En ting er, hvad jeg ønsker, en anden er, hvad tallene viser. Og de taler mig desværre imod. Kvinder er stadig stærkt underrepræsenteret i ultraløbsmiljøet, trods det, at det faktisk er en sport, hvor de har gode forudsætninger for at konkurrere – endda på lige fod med mændene. Ikke alene i kraft af en række fysiologiske fordele, men også fordi ultraløb i høj grad handler om mental styrke, hvor det er en mere og mere udbredt opfattelse, at kvinderne har en fordel.

Er vi kvinder ikke gode nok, robuste nok

Hvorfor er vi så stadig så få kvinder på startstregen? Her peger flere studier på, at man kan drage paralleller til erhvervslivet, hvor mændenes tro på egne evner ofte overgår kvindernes (ikke evner men troen på dem). Vi kender alle det klassiske eksempel med manden, der ikke er bleg for at søge et job, selv om det ligger udenfor hans kompetencefelt. Og kvinden der holder sig tilbage, fordi hun tvivler på, at hun er god nok. Trods mangeårig erfaring.

Sådan er det også i ultraløb, hvor mænd ikke tøver så meget med at stille op til start til et løb, som måske ligger udover deres evner. Hvorimod kvinder kun stiller op, hvis de ved, at de kan gennemføre det. Det kommer til udtryk i, at gennemførselsprocenten blandt kvinder generelt er højere end hos mændene.

…..Hvorimod kvinder kun stiller op, hvis de ved, at de kan gennemføre det…..

Tvivl på egne evner? Mindre risikovillighed? En misforstået opfattelse af, at det ikke er sjovt eller givende at presse sig selv? Eller, og jeg hader det virkelig, men måske bør det adresseres, en manglende ligestilling i hjemmet som gør, at der ikke kan afsættes tid til træningen? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi burde tage ved lære af Pippi: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan.”

Det kunne være interessant med tal for, hvor mange kvinder der dyrker trail- og ultraløb, men som bevidst fravælger organiserede løb og dermed konkurrenceaspektet. Måske løber der langt flere rundt derude, end dem, vi møder på startstregen? Det har jeg på fornemmelsen.

Heldigvis går det i den rigtige retning. Men slet ikke hurtigt eller markant nok. Så hermed en åben invitation til alle kvinder, som løber rundt derude alene: meld jer nu til et løb og giv den gas!

Det kunne være så hyggeligt