Fredagsanekdote hvorfor løber du?

Ugen bød på endnu flere COVID-19 restriktioner, vi skal alle helst arbejde hjemme, vi skal forblive med de samme få mennekser og på en række områder reducere vores sociale liv eller omgang med andre. Ikke det mest opmuntrende budskab i en mørk tid, hvor vi under andre omstændigheder gerne nyder hinandens selskab.

Vi kan heldigvis fortsat løbe ude i naturen, der er fortsat ingen restriktioner omkring dette, vi skal blot respektere gruppe størrelser og almindelig omgang med hinanden. Hvis du normalt løber alene eller har en fast løbemakker er du rollemodellen. Jeg fornemmer, at jeg møder flere løbere, når jeg tager mine træningsture, jeg møder også flere der går.

Jeg kan fortsat have det sådan, at en løbetur kan ændre dagen fra at have været en grå dag til at være en god dag. Humør, overskud, glæde bobler bare frem efter en tur på 45-60 min. med løbeskoene.

En løbetur kan fuldstændig forandre min dag, alt fremstår i et andet lys, når jeg kommer retur efter en løbetur.

Det er sundt at løbe – Der er mange gode grunde til at snøre løbeskoene

  • Løb er effektiv kredsløbstræning. Det styrker hjertet, sænker blodtrykket og mindsker risikoen for blodpropper og hjertestop.
  • Løb forbrænder masser af kalorier og er derfor et effektivt våben mod fedme.
  • Løb styrker kroppens evne til at regulere blodsukkeret til et passende niveau og modvirker effektivt sukkersyge.
  • Løb er såkaldt vægtbærende træning, hvor du for hvert skridt skal flytte din egen vægt. Det styrker knoglerne og modvirker knogleskørhed.
  • Løb giver hjernen en pause og frigiver samtidig en række hormoner, der bekæmper stress og depression.
  • Løb sænker kolesteroltallet og modvirker derfor hjerte-karsygdomme.
  • Løb og anden motion mindsker generelt risikoen for at udvikle kræft, og ny forskning viser, at løb og anden motion i særlig grad modvirker kræft i lever, mave, tyktarm og bugspytkirtel.
  • (kilde Aktiv Træning https://aktivtraening.dk/traening/loeb/loebetraening-begynder/derfor-skal-du-loebe)

Men hvorfor løber du – har Corona påvirket din træningsmængde