Du har tidligere kunnet læse om Henrik E. Andersens projekt om, at løbe fra sydfrankrig til Roskilde. Et projekt der bygger på det ene ultraløb efter det andet. Du kan læse optakten til projektet i denne
(Tekst Henrik Elsig Andersen)
Så er der kun 6 måneder og 3400 træningskilometer til start
Træningen frem mod den 1800 km lange løbetur fra Sydfrankrig til Roskilde har nu været i gang i 9 måneder, og der er kun et halvt år til starten går. Jeg betragter mig stadig som ret uvidende indenfor ultraløbsverden, men jeg ved dog mere nu, end da projektet startede. Ikke mindst har jeg formået at følge det træningsprogram, som min coach, Jesper Kenn Olsen, har lavet. Jeg har i vid udstrækning undgået overbelastningsskader, men kan klart mærke effekten af at have løbet mange kilometer konsistent gennem lang tid.
Værdien af, at have en træningsplan og en træner
Indtil nu har træningen været relativt til at klare, men jeg går mod nogle krævende uger og måneder. Træningsplanen er bygget op omkring en trappemodel, hvor der gennem 3 uger lægges på i forhold til mængde og intensitet, hvorefter der kommer 2 restitutionsuger. Den næste turnus øges belastningen en smule, og på den måde øger jeg min styrke uden at risikere overtræning. Planen justeres løbende af Jesper baseret på min ugentlige afrapportering. Der er tale om et fleksibelt program, hvor en del af ugens kilometer kan løbes frit, og så er der typisk to til tre træningspas med fastlagt distance, tempo eller løbestrategi. Det har den fordel, at jeg kan kombinere ultratræningen med min almindelige løbetræning hos IK Hellas, ligesom jeg i nogen grad kan lade mig inspirere af dagsformen, så længe jeg holder mig indenfor den overordnede ramme. Jeg kan stadig have svært ved at styre mig og holde igen med både distance og tempo, men det hjælper meget at vide, at jeg skal stå til regnskab overfor Jesper uge efter uge.
Et godt råd – Få en træner
For de af jer der, ligesom jeg, har planer om at kaste jer ud i et projekt, som I reelt set ikke ved meget om, kan jeg varmt anbefale at få en træner, der ved, hvad det handler om. Dels modtager jeg mange gode og konkrete råd, som er helt afgørende viden. For der er stadig så utroligt meget, jeg ikke ved om den store udfordring, jeg har kastet mig ud i. Samtidig er det motiverende at vide, at der er én, man skal stå til ansvar for, og som bruger en del tid på at justere og tilpasse træningsplanen, når jeg indgiver ugens rapport.
“Jeg skal ærligt indrømme, at det stadig kan virke noget overvældende at skulle bevæge mig næsten halvandet maraton om dagen i 30 dage for egen kraft”
Jeg har aldrig været særlig realistisk i forhold til min egen formåen og er ofte endt med at overdrive min træning. Heldigvis uden skader til følge, men det ville helt sikkert været en stor risikofaktor ved dette projekt, hvis jeg bare selv skulle bestemme. Det giver også et stort rygstød, at en så stor kapacitet som Jesper rent faktisk tror på, at jeg kan gennemføre projektet, for jeg skal ærligt indrømme, at det stadig kan virke noget overvældende at skulle bevæge mig næsten halvandet maraton om dagen i 30 dage for egen kraft.
En sti i Frankrig er noget andet end en sti i Danmark
Da vi besøgte Mazamet i Frankrig, hvor løbet starter, benyttede jeg chancen for lige at løbe første etape. Det viste sig at være en god idé. Jeg opdagede nemlig, at den rute, som jeg havde lavet for hele løbet med hjælp af Garmin, måske nok var den korteste rute, men til gengæld benyttede sig af noget, der kun med meget god vilje kan kaldes ”en sti”. Enhver bakke på ruten skulle åbenbart også besøges. Alt i alt var det en umulig rute at løbe, når der skal løbes en måned i stræk. Så jeg måtte lave en helt ny rute, hvilket tilføjede godt 100 km til den samlede distance, men til gengæld reducerede højdemeterne og vigtigst af alt, er det rent faktisk muligt at løbe den! Det var god læring og påmindede mig om vigtigheden af, at planlægge så meget som muligt.
Dette er en løbesti på kortet – en ting er kort at læse en anden ting er at komme frem. Selv ved den bedste planlægning må man være forberedt på at skulle ændre planer
Et år med masser af læring
Jeg har fortsat meget at lære, men samtidig ved jeg godt, at jeg har lært en hel del i løbet af året:
- Jeg har erfaret, at man slider løbesko utrolig hurtigt, når man har uger med næsten 200 km, og jeg har på den hårde måde lært, at hvis de bliver for slidte, så kan jeg med det samme mærke det i benene.
- Jeg har erfaret, at det ikke er specielt morsomt at løbe 140 km over 2 dage i stiv modvind og småregn, hvilket de fleste nok kunne have regnet ud uden rent faktisk at prøve det.
- At hindbærsnitter smager godt, har jeg altid vidst, men ikke at de kan smage SÅ godt efter 60 km’s løb i langsomt tempo, at det er det eneste, man tænker på den sidste time af løbet.
- Endelig har jeg løst et af livets store spørgsmål; kan man spise en pizza og løbe 30 km umiddelbart efter? Svaret er ja, og man kan endda smage den hele vejen.
- Det vigtigste jeg har lært er dog de fantastiske mennesker, som denne ultraløber verden er fuld af. Måske netop fordi det er en sport, der kræver så stor individuel stamina og disciplin, er der en stor lyst til at dele ud af sin viden og erfaring med andre, der er mindst lige så tossede som en selv.
Et vildt år er gået – og næste år bliver endnu vildere
2021 bød på 4200 km’s løb fordelt på omkring 360 træningspas. Jeg har i snit løbet 6 dage om ugen og i ferieperioder eller weekender løbet to træningspas om dagen. Det er en måde at reducere den fysiske belastning på, men mentalt kan det være krævende at løbe et halvmaraton om eftermiddagen, når man allerede har løbet ét om formiddagen. Det blev til 9 ultraløb på distancer fra 50 – 101 km og 12 maratonløb. Det er også blevet til en del personlig bedste tider på distancer lige fra 3.000 meter til 6 timers løb, og jeg formåede langt om længe med at komme under 1t30m på halvmaraton.
Der er især to løb jeg ikke glemmer lige foreløbigt. Run O’Clock Back Yard Ultra i Rebild Bakker var min debut med Trail- og Back Yard løb og blev en helt igennem fantastisk oplevelse på flere fronter. Dels havde jeg min far og bror med som supportteam, og vi havde et par skønne dage i Rebild. Løbemæssigt blev det også en succes, da jeg gennemførte alle 15 runder med lidt over 100 km og hele 3.400 højdemeter. Endnu vigtigere lærte jeg nogle skønne mennesker at kende, og det er som skrevet tidligere det allerbedste ved at være blevet en del af denne besynderlige verden af ultraløbere.
6 timers løb – kunsten at disponere et løb og holde sig tilbage og komme på podiet
Et andet højdepunkt kom i oktober måned, hvor jeg stillede op i 6 timers løbet i Albertslund. Igen stod et kompetent hold klar som hjælpere, og de styrede håndteringen af væske og energi med sikker og kyndig hånd. Jeg havde lagt en plan med Jesper om at lægge ud med 11 km/t. Jeg fulgtes med Mikkel fra Jespers træningsgruppe, men var godt klar over, at Mikkel var både hurtigere og stærkere, så efter de første 6-8 km i et alt for højt tempo sagde jeg pænt tak for selskabet til Mikkel og lod mig sakke bagud. Jeg faldt dog ikke langt tilbage og kunne mærke, at i dag var en dag, hvor benene insisterede på at løbe hurtigt.
Jeg prøvede virkelig, men farten ville bare ikke ned. Jeg holdt endda en tissepause for at få Mikkel ud af syne, hvilket da også lykkedes, men uden at tempoet gik mærkbart ned. Da jeg havde kæmpet med min dårlige sammenvittighed og risikoen for at få ballade med Jesper, hvis jeg gik ned på de sidste par timer, valgte jeg til sidst bare at løbe.
Mod slutningen var jeg meget tæt på at indhente Mikkel, men da han opdagede det, satte han lige spurten ind og sejlede atter fra mig. Det gjorde dog ingenting, da mit livs første podieplacering var en realitet. Da hornet lød efter 6 timer, kunne jeg konstatere, at jeg havde tilbagelagt 71,9 km og faktisk løbet en smule hurtigere på anden halvdel af løbet. I min aldersklasse blev det faktisk den 7’ende hurtigste tid i verden i år. Den dag i dag forstår jeg ikke, at jeg kunne holde farten så længe, men det skyldes nok den store opbakning jeg fik fra tilskuerne og mit supportteam.
I min aldersklasse blev det faktisk den 7’ende hurtigste tid i verden i år.
Danmarksturne som en del af træningen og forberedelsen
Til sidst på året startede jeg på min lille Danmarksturné, som jeg fortsætter til foråret, hvor både Fyn, Jylland og Sjælland skal besøges i løb. En 2-dags tur til Als med 140 km løb i stiv modvind og langsomt tempo. Her fik jeg virkelig en fornemmelse for, hvordan turen op gennem Europa bliver næste år. Det næstbedste ved turen var, at jeg trods 140 km fredag og lørdag kunne løbe totalt ubesværet søndag morgen. Men det allerbedste var nu, at min kone hentede mig ved færgen i Fynshav, og at vi sammen nød en skøn weekend på Dyvig Badehotel. Trods indtagelsen af to store Frankfurtere på færgen kunne jeg med lethed indtage både eftermiddagskage og en 5-retters middag på hotellet.
Der er dog lang vej endnu….
Der er stadig lang vej igen og så utrolig meget, jeg stadig skal lære, men jeg begynder at kunne mærke effekten af at have trænet målrettet og fokuseret gennem hele året og med kvalitet i langt de fleste træningspas. Jeg har undgået alvorlige skader, hvilket er helt afgørende for at kunne gennemføre træningsplanen. Her sidst på året har jeg fået lidt overbelastning i anklen, grundet for slidte sko, og været nødt til at tage den lidt med ro, men det er næsten som forventet, og allerede nu er anklen i klar bedring. Inden løbet starter om 6 måneder, skal der trænes yderligere 3.400 km og allerede nu skal jeg fokusere mere på lange, langsomme turer og fremfor alt ikke løbe mig selv for meget ud i de enkelte løb. Der er ikke plads til flere udskejelser, som Jesper siger.
Henrik E. Andersen Erhvervspsykolog og ultraløber – tanker om at forene ultra med et civilt liv.
At få og yde hjælp
Her i januar har jeg lavet en ambassadør- og samarbejdsaftale med Snowfun i Roskilde, der støtter op om mit projekt med udstyr, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Alt i alt kommer jeg til at løbe omkring 10.000 km, så alene i løbesko kommer jeg til at runde 12-14, par inden jeg til august løber ind i Roskilde og Snowfuns støtte og hjælp er derfor meget værdsat.
Endnu vigtigere så har jeg startet en indsamling til støtte for KidsAid. Det er en organisation, der har til formål at skabe unikke oplevelser for syge og sårbare børn og unge i Danmark. Når jeg løber rundt på mine lange turer føler jeg mig ofte umådelig taknemmelighed. At jeg er i stand til at gøre det, som jeg holder allermest af, er et privilegium, som desværre ikke er alle forundt. Derfor håber jeg på at samle penge ind til KidsAid, så nogle børn kan få et lidt bedre liv. Skulle du have lyst til at støtte min indsamling med et lille beløb, kan du sende det til 919162 “KidsAid Running Challenge” eller klikke dig ind her:
https://dk.betternow.org/en/fundraisers/run-across-europe-2022-for-kidsaid/give-donation/start
Foredrag med Henrik E. Andersen om projektet onsdag den 2. marts – læs mere om foredrag her.
