Hvad kan vi lære af ”Big dog Backyard ultra – world championship”?

Hvorfor er løbet specielt?

Løbet er udtænkt af den, i ultraløbs verdenen nærmest mytiske galning, poet, filosof og mester piner, Gary Cantrell – også kendt som Lazarus Lake. Manden som har skabt det berygtede Barkley 100miles løb. Hvor deltagere søger deltagelse ved at skrive et langt brev om, hvorfor de skal have lov til at deltage – betale 1 dollar og nogle cent, og medbringer en nummerplade fra hvor de nu kommer fra. Og så har 60 timer til at løbe 100miles i meget uvejsomt terræn, hvor de skal finde bøger og rive sider ud som, bringes med tilbage efter hver 20 mile loop som dokumentation.

Backyard Ultra – Last man standing

Løbet går i al sin simpelhed ud på en ”last man standing” type konkurrence, hvor der hver timer påbegyndes en ny runde på 6,7km. Når løberen er færdig med sin runde i den time, har man den resterende tid til at spise, sove og restituere – før man starter igen på en ny rund, og således indtil der kun er to tilbage. Når den næst sidste ikke formår at gennemføre sin runde indenfor en time (eller ikke stiller til start præcis på det klokket slet der er start intervallet), så må den sidste løber gennemføre den ekstra omgang, og så er ”legen” over. Den vindende løber kan ikke opnå flere omgange. I den internationale version, der som noget nyt blev afholdt her, var det på nationalt niveau at ”last man standing” princippet fungerede – så når næst sidste danske for eksempel udgik, kunne den sidste (I Danmark Stine Rex) kun løbe en mere omgang.

Løbet går i al sin simpelhed ud på en ”last man standing” type konkurrence, hvor der hver timer påbegyndes en ny runde på 6,7km

Så på poetisk vis kan man næsten sige at vinderne, også bliver til taberne, for hvis formålet er at finde sin egen grænse, så er de eneste, der ikke helt kommer til det, den sidste løber i løbet.

Hvordan og hvorfor konkurrerer vi?

Hvem er det vi konkurrerer med og hvorfor gør vi det? Løbet er på forunderlig vis en form for ”filosoferen” over selve det at konkurrere og udfordre sig selv og andre. I normale konkurrencer så er det fra A-B, og den der kommer først har vundet, uanset hvad der sker med de andre. Men her, og specielt endnu mere interessant her hvor der var mange parallelle konkurrencer internationalt. Så undersøger konkurrencen det at ”du bliver bedre af de andre” her er man kun potentielt set så god (og en omgang mere) som sin bedste modstander. Så modstanderen er samtidig en samarbejdspartner. Man vil netop at den anden gør sit allerbedste – hvis ikke kan man ikke gøre sit allerbedste… det er jo det vidunderlige paradoks, som samtidig siger en hel masse om livet. Hvis vi ikke har ligemænd at udfolde vores talenter iblandt, så betyder de ikke så meget, og kan bestemt ikke nå deres fulde udfoldelse.

Løbet går i al sin simpelhed ud på en ”last man standing” type konkurrence, hvor der hver timer påbegyndes en ny runde på 6,7km

Er der forskel på mænd og kvinder?

Lazarus Lake har flere gange udtalt, at han har lavet løbet som det er, netop fordi det ville give helt lige forhold for mænd og kvinder, fart spiller ikke rigtig nogen rolle (som i de fleste ”kortere” ultraløb som 100km og 100miles, hvor mænds medfødte styrke og lidt højere iltoptag stadig spiller en rolle). Her er det helt lige, hvilket også ses af de internationale resultater – hvor bl.a. USA og Danmark blev vundet af kvinder. Og der er bevidst også et løb hvor der ikke er kønsspecifikke kategorier (som i stort set alle andre løb)

Courtney Dauwalter er et rigtig godt eksempel på hvordan køn betyder mindre (eller ingenting) på de rigtig, rigtig lange distancer. Det handler mere om ”toughness” og hvordan man kan klare søvnmangel, restitution, tage vare på sig selv … smerte… osv.

Hvorfor vinder Karel Sabbe?

Karel Sabbe, den 30 årige belgiske tandlæge, som i de sidste år har knust ultra lange FKTs (fastest known times) på de 2 lange vandreruter i USA, Pacific Crest trail (ca. 4200km) og Appalachian trail (ca. 3600km) endte med at vinde hele det internationale løb. Dette var selvfølgelig kun muligt fordi han havde den bedste ”makker” eller assistent som det hedder i løbsterminologien, ved den relativt ukendte Merijn Geerts, som først på hans omgang nummer 75 ikke formåede at gennemføre de 6.7 km indenfor den ene times tidsfrist.

“[I set] a pretty solid pace and then do a power nap for 10 minutes,” he said. That might not seem like a long time, but after running for multiple days, any sleep is better than none at all, and even the shortest of naps can help re-energize a runner before they continue on their way.”

En øvelse I mindfulness…. På mange måde viser Sabbes tilgang, og løbet generelt, også noget om hvordan menneskelivet handler om at være tilstede i nuet, en konstant given slip (men stadig have fortiden med sig) og starten på ny.

Sabbe formår simpelt af løbe relativt hurtige omgange (vi snakker 6.30-7km tider) og så i det 10-15min pause han har, at sove en god del af tiden. Modsat fx Merijn som typisk lå på omgangstider over 50 i den senere del af løbet. Så fordi Sabbe kommer fra en langdistance vandre og FKT baggrund, har han måske en fordel overfor de mere ”rene” ultraløbere.

Det er noget der i FKT verdenen er blevet diskuteret en del i forbindelse med hans AT rekord specielt. Sabbe er en rigtig god ultraløber – men folk som Scott Jurek og Karl Meltzer har et helt andet resume, når vi snakker kortere 100miles løb. Så det viser meget godt (ligesom med kønsligheden i eventet) at det rent fysiske, fart og VO2 max osv… spiller en mindre rolle i forhold til det mentale, hårdhed, men også bare evnen til at reagere, tænke foran og pace sig selv på en anden måde i forhold til de her fler dages løb.

Så hvad kan vi lære?

Man bliver bedre af andre omkring en er bedre
Vinderne kan blive til taberne også når formålet med legen er at ”kende sig selv”
Det mentale er mindst ligeså vigtigt som det fysiske
Evnen til at kunne hvile (give slip), tænke fremad og planlægge er en stor medspiller i succes for os mennesker
Når man tager fart aspektet ud af langdistanceløb er der ingen reelle kønsforskelle