Så løber vi igen samme vej
Skrevet af Mette Birk Jensen
I sidste uge måtte jeg, sammen med en masse andre løbeinstruktører, starte mine to ugentlige hold op igen. Og hvor var det bare skønt at mødes med tirsdags- og torsdagshuerne igen! Sidst vi sås, var i december sidste år, hvor vi løb med tre-fire meter imellem os i stiv kuling og frostvejr, før vi fik at vide, at det måtte vi ikke mere. Så løb vi hvert til sit, efter at have lavet de sidste burpees med en klump i halsen.
Samlet igen med høj motivation
Nu er vi så samlet igen, og som én bemærkede under turen, så ”giver det bare en god dynamik at løbe sammen”. ”Løb er sjovere sammen med andre”, plejer Jørn, indehaver af Løberejser og redaktionsansvarlig her på Trailmagasinet, jo også at sige. Det er rigtigt. Faktisk var vi helt høje i tirsdags. Lidt som en nytårsaften, hvor man får lov til at starte på en frisk, og hvor man bare har den der gode fornemmelse af, at alt ligger foran én.
Der var nye ansigter og ny energi. Motivationen var tårnhøj. Eremitageløbet, Copenhagen Half. Målene blev drøftet på turen rundt i kvarteret, og ambitionerne føg rundt imellem os, da vi lavede planke til sidst. ”NU skal jeg bare i form.” Og som om det ikke var nok, så var det endda også lyst, da vi løb. Sidst vi var samlet i vinter, blev det mørkere og mørkere uge for uge. En uundgåelig nedlukning af det hele. Nu sluttede vi af med den smukkeste solnedgang. Stadig med mange meter imellem os, for det sidder i os, men nu med en masse håb i hele kroppen.
At hoppe ned i grøften, hvis man mødte en ældre dame med en hund på skovstien
Det lyder måske lidt teatralsk, det hele. Men det er det egentlig også. Jeg tror, vi er mange, der har følelsen af at være på vej ud på den anden side af et dårligt drama, som endnu ikke rigtigt har bundfældet sig. Hvem kunne nogensinde have forestillet sig, at det skulle blive forbudt at løbe sammen med andre? At man skulle hoppe ned i grøften, hvis man mødte en ældre dame med en hund på skovstien? At man kunne blive mødt af mennesker, som vendte ryggen til, når man løb forbi? At man desperat skulle holde armene tæt til kroppen for ikke at sprøjte med sved? At snot og spyt pludselig skulle holdes konsekvent indenbords? At man kunne blive råbt af eller mødt af sure bemærkninger, hvis millimetermålebåndet ikke lige var på plads, når man rundede hjørnet i en slutspurt?
På sin vis har vi løbere været velsignet under nedlukningen. Vi har kunnet udnytte naturen og trække frisk luft ned i lungerne. Samtidig har vi også skulle vænne os til ikke at blive mødt af ubetinget velvilje.
Det er anderledes nu. Nu må vi være her igen, så nu løber vi igen samme vej. Helt officielt. Vi må løbe sammen, fylde på fortovet eller på skovstien og slå ud med armene. Vi må igen løbe den samme vej. Og selv om vi måske aldrig mere komme til at sætte vores beskidte løbergrabber ned i den samme skål med matadormix i depotet, så er der håb om, at fællesløb og større arrangementer også vender tilbage. En dag. Håbet er i hvert fald lysegrønt lige nu!
Udforsk mere om gruppen og forskellige tilbud på Masterrunning
For tidligere fredagsanektdoter eller andre spændende artikler besøg Trailmagasinet
