Hvad når man bare ikke gider løbe?

 Det kan næsten virke som lidt af et tabu, men vi kender det jo alle sammen. Hvad når man simpelt hen ikke gider? Når sofaen kalder så højt, at intet kan overdøve den. Når regnen pisker mod ruden, eller når skålen med Matadormix klistrer om fingrene. Det kan ind imellem være svært at finde og fastholde løbemotivationen. Og særligt om vinteren, er der helt sikkert løbere, der ikke kommer afsted så tit, som de ellers gerne ville, eller som løbeprogrammet dikterer. Med mindre de altså bevidst har trukket stikket og taget en ”off season”, for så er det selvfølgelig en anden sag at blive under tæppet med slikskålen.

 Det her handler om alle os andre. Os, der gerne vil fastholde træningen igennem vinteren, og som ved, at er vi først kommet ud på stierne, så er det magisk. Om det er i pandelampens skær eller i det grå vinterlys, så bliver man jo altid høj derude. Man fortryder aldrig en løbetur. Som i ALDRIG.

Man fortryder aldrig en løbetur. Som i ALDRIG.

Alligevel kan det være en kamp at komme afsted. Hvorfor det? Og hvad kan man gøre ved det?

Et af de redskaber, som jeg selv bruger, er at slå hjernen fra og køre på automatpilot. Hvis man først begynder at forhandle med sig selv, har man sat sig selv i en dårlig position. Der går en masse energi tabt ved at skulle liste ”pros and cons” for løbeturen, og man kender jo i bund og grund godt udfaldet, for man gennemgik de samme punkter i går. Overspringshandlinger tager også så utroligt meget tid, og før man får set sig om, skal man spise igen.

Hvis man først begynder at forhandle med sig selv, har man sat sig selv i en dårlig position.

Hvis man derimod slet ikke sætter sig ved forhandlingsbordet, slukker for hjernen, og lader kroppen tage over, så tager det hele den her proces kun ti minutter. Når først man er ude af døren, har hjernen nemlig allerede skiftet mening. Fra at have været vores værste fjende (”bliv nu på sofaen, det er meget hyggeligere”), har den nu vendt 180 grader og fedter for os (”du er bare den sejeste, at du kom afsted”). Når man kommer hjem, er den i ekstase!

Sluk for hjernen ! 

Måske skal vi ikke være så gode til at lytte til os selv. Måske skal vi lære at slukke for hjernen og blive bedre til at lade kroppen overtage styringen, når hjernen taler os imod og kommer med dårlige undskyldninger. Det er hele dette samspil mellem det mentale og det fysiske, som løbet også handler om. Lyttede vi altid til vores hjerne med det samme, løb vi jo aldrig! For den vil typisk fortælle os at stoppe ved det mindste ubehag. Uden at sige noget om, at den vil rose os to kilometer længere nede af vejen for at have været blevet ved. En troløs makker, er den!

Måske skal vi lære at slukke for hjernen og blive bedre til at lade kroppen overtage styringen

Bliver man i stand til at udnytte samspillet mellem det mentale og det fysiske bedst muligt, og vide, hvornår man skal skrue op for det ene og slukke for det andet, så finder man også nøglen til at fastholde motivationen. Tror jeg.

 

Oversat til praksis: tag løbetøjet på uden at tænke over det. Det er sjældent, man tager rent løbetøj af igen.

 

Hvad gør I, for at fastholde jeres løbemotivation her over vinteren?

 

 

 Denne anekdote er begået af