Fredags Anekdote – tanker fra en trail og ultraløber

Forleden deltog jeg i et ultraløb, og var egentlig ganske godt tilfreds med min tid. Det var så lige indtil jeg på en international resultatside stødte på begrebet ”age graded result”, som gjorde opmærksom på, at havde jeg ikke været så gammel, som jeg er (51), ville jeg have været en hel time hurtigere. Hmm. Der fulgte desværre ingen t-shirt med.

 

Det er jo selvfølgelig ingen overraskelse, da det er baggrunden for inddelingen i aldersgrupper indenfor løb. Dog er det langt fra alle løb, især i trail- og ultraløbsverdenen, som opererer med aldersinddelinger. Hvilket altid har passet mig godt, for jeg har på én eller anden måde ikke behov for et ”skånejob”, når jeg løber. Det at se forskellen sort på hvidt fik mig imidlertid til at tænke nærmere over alderens  betydning, når man løber trail eller ultra. Her kommer mine betragtninger. Hvad tænker I?

 

Fysisk kan det godt begynde at halte lidt.  Hvor mange trailløb har jeg ikke deltaget i, hvor jeg har stået på et teknisk nedløb og knuget mig desperat til et træ, mens de yngre ben bare fløj ned? Jeg har virkelig lært at holde ind til siden. Jeg husker særligt en episode, hvor en yngre kvinde, som jeg havde løbet harmonika med indtil da, på den sidste nedspurt med falsk venlighed spurgte, om jeg ”ikke havde trailsko på”? Om det her så lige er min alder, eller fordi jeg er pivet, er jeg ikke helt sikker på.

 

Men så er der alle de væltede træstammer. Jeg hader dem. Jeg kan (eller tør?) bare ikke springe over dem, men skal altid sætte mig ned og føre benene samlet over. Det mister man tid på. Det samme med vandløb. Jeg har intet imod våde fødder. Hellere sok end en forstrukket gluteus. Jeg er heller ikke fan af at balancere på tynde brædder over kløfter, lade mig glide ned af mudrede skrænter, eller hoppe fra klippe til klippe. Hertil kommer, at det er belastende at skulle have læsebriller af og på, når man skal tjekke GPX-filen på uret eller Google Maps. Og at det kan være svært at se niveauforskelle og konturer om natten.

 

Faktisk tilbringer jeg en stor del trailløb med hjertet oppe i halsen og kravlende, når jeg tænker over det. Tal lige om impostor syndrom!

 

Men så er der jo også alle opturene, som har meldt sig med årene (og erfaringerne)! De indtræffer tit på stigningerne. Jeg har et solidt damptromle-gen, som aldrig svigter, når det går opad. Eller til sidst i et løb, hvor luften er gået af de fleste balloner men ikke af mig (måske fordi jeg har sparet meget energi ved at kravle, når det blev for teknisk). Eller når mine konkurrenter i et løb bukker under for dehydrering, overhydrering eller bare generel fejlernæring, og jeg ved lige præcis, hvordan jeg skal takle min ”fueling”.

 

Eller når jeg bare nyder det. Lader mig opsluge af nuet og naturen og føler mig så utroligt heldig, at jeg er i stand til at gøre det, jeg er allermest vild med.

 

Sandheden er nok, at måske mister vi ”master runners” noget på fart- styrke- og frygtløsheds-kontoen, men til gengæld får vi et overskud af modenhed, erfaring, mental styrke – og måske ydmyghed? –  at trække på.

 

Det fede ved trail- og ultraløb – om man konkurrerer eller løber for sjov eller konkurrerer for sjov – er, synes jeg, at alder ikke nødvendigvis er et handicap!

 

Men hvad synes I, og hvilke tanker gør I jer omkring jeres alder og løb?

 

 

af Mette Birk Jensen

www.masterrunning.dk