Ultraløb og ledelse

Læs artikel om ultraløber og erhvervspsykolog Henrik E. Andersen om at forene redskaberne fra erhvervslivet med det at forberede og træne til et ultraløb.

Læs artiklen og kom til foredraget mandag den 28. juni.

Tilmeld foredrag pris kr 100

Artiklen nedenfor er bragt i Børsen ledelse torsdag den 17. juni

Kommentar i Børsen den 17. juni “Ledelse”

Topledelse og ultraløb

 
 

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en passion for løb og en passion for ledelse.

Fornemmelsen af at bevæge sig fremad ved egen kraft, når jeg løber, og mærke hvordan hele kroppen bruges til at skabe fremdrift. Oplevelsen af at føle sig stærk og være i stand til at presse sig selv til enten at løbe længere eller hurtigere er virkelig stimulerende. Selv den træthed, der naturligt indfinder sig på de længere distancer, har jeg lært at sætte pris på. Jeg nyder især de meget lange og langsomme ture, hvor tankerne kan tage på langfart, og hvor jeg enten kan fundere over forskellige problemstillinger eller bare nyde, at der absolut ingenting sker. Når man er så rastløs en sjæl som jeg, er den eneste ro, som jeg for alvor kan finde, den jeg finder, når jeg er i bevægelse.

Når ledelse lykkes, er det på tilsvarende vis ekstremt berigende. Her skabes der også fremdrift, men det sker via et tæt samspil med andre mennesker, hvor der løftes i samlet flok, og hvor der arbejdes fokuseret og dedikeret frem mod et langsigtet, fælles mål. Når god ledelse både formår at skabe de planlagte resultater og samtidig gør det på en måde, hvor vi sammen bliver klogere, dygtigere og stærkere undervejs, går tingene op i en højere enhed.

En vild idé fødes

Jeg har haft den store glæde at løbe regelmæssigt de sidste 35 år af mit liv og kan slet ikke forestille mig et liv uden løb. Det er ikke, fordi mit løbe-cv er specielt imponerende. Det er da blevet til en del maratonløb gennem årene, og jeg har altid holdt mig i nogenlunde form, men jeg har hverken været særlig hurtig eller specielt udholdende tidligere. Men rigtig alvorligt har jeg aldrig taget det, altså før nu. Efter et relativt stort vægttab og ret markant forbedring af min kondition nåede jeg hen et sted, hvor selv et maraton ikke længere var en stor udfordring, og der skulle mere til. Det blev til 100 km-løb sidste år og derefter en lang række ultraløb, der typisk defineres som distancer udover maraton. For snart et halvt år siden besluttede jeg mig derfor til, at nu ville jeg give mig selv mit livs største løbemæssige udfordring. I sommeren 2022 vil jeg løbe fra Sydfrankrig til Danmark, og jeg vil gøre det i ét stræk på fire uger. En tur på 1800 kilometer, 14.000 højdemeter og gennem fire lande. Det startede som en vild idé og drøm og er nu en konkret plan, der skal føres ud i livet.

Da jeg begyndte at forstå omfanget af den udfordring, som jeg havde givet mig selv, forstod jeg at jeg i høj grad havde brug for inspiration og hjælp. Jeg fandt ud af, at jeg kunne hente virkelig meget inspiration til projektet i mit arbejde med de mange dygtige ledere, som jeg møder i mit professionelle virke. På den måde oplever jeg, at der er mange lærings- og inspirationspunkter, som jeg kan tage ind i mit lille projekt, som siger noget vigtigt om ledelse – og vice versa.

Noget af det, som jeg især beundrer ved de dygtige topledere, jeg møder, er deres evne til både at have fokus på et ambitiøst og krævende langsigtet mål og samtidig sikre fokus på alle de daglige og operationelle aktiviteter, der langsomt, men sikkert leder frem mod det langsigtede mål. På samme måde skal jeg gennem de næste 15 måneder løbe mere end 10.000 km, der alle sammen skal gøre mig i stand til at gennemføre den ultimative tur. Det skal ske med disciplin og omtanke undervejs og hele tiden med det langsigtede mål for øje.

Fra intention til virkelighed

En anden evne som jeg ofte har beundret, er den evne, mange dygtige topledere har, til at gå fra intention til virkelighed. Det er jo nemt nok at have idéer, drømme og intentioner, men at føre dem ud i livet er en anden sag. Jeg forstod derfor hurtigt, at jeg var nødt til at lægge en ret klar plan for mit projekt, der både favnede de ret omfattende logistiske aspekter, men også helt konkret en plan for, hvordan jeg blev i stand til at udsætte min krop og mit sind for så voldsom en belastning. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk vidste om, hvad jeg skulle gøre, og udfordringen var så vild, at jeg ikke bare kunne google mig frem til svarene. Jeg forstod derfor, at jeg havde brug for hjælp fra en professionel, der rent faktisk vidste noget om, hvad der skulle til. Jeg kunne huske, at jeg havde læst et par spændende bøger om en dansk løber, der havde løbet Jorden rundt, ikke bare én gang, men hele to gange. Jeg fandt frem til Jesper Kenn Olsen på nettet, skrev til ham og forklarede ham om mit projekt. Da han hurtigt svarede tilbage, at han dels gerne ville hjælpe og ikke anså projektet som umuligt, begyndte idéen og drømmen virkelig at tage form.

Sidst, men absolut ikke mindst, har jeg fundet meget inspiration i den grad af passion, dedikation og disciplin, som jeg ofte ser hos dygtige topledere. Som jeg har beskrevet i tidligere klummer, er passion en af de vigtigste faktorer, som jeg leder efter, når jeg vurderer kandidater til ledelsespositioner, men passion i sig selv skaber ikke nødvendigvis den nødvendige fremdrift. For at gøre det skal der også bringes en masse dedikation i spil, ligesom disciplin er helt afgørende for at lykkes med krævende og ambitiøse projekter. At lykkes med mit løbeprojekt vil sandsynligvis rumme en lang række nedture og udfordringer, men forhåbentlig også enkle opture. At håndtere dette uden at miste troen på projektet og bevare stamina og fokus bliver en helt afgørende evne.

Det har været skønt at indse, hvor meget jeg selv har kunnet ladet mig inspirere af de dygtige og kompetente topledere, som jeg har arbejdet med igennem årene, til mit private projekt.

På samme måde håber jeg på, at andre måske kan lade sig inspirere af mit projekt. Man behøver på ingen måde at løbe 1800 km for at have en drøm og passion for noget.